Min mand og jeg flyttede til Stenvad i 2015. Sammen har vi to børn på seks og to år. Selv om vi bor i byens gamle stationsbygning og dermed har historiens vingesus helt tæt på, så kan vi ikke bruge historien som eneste pejlemærke for byens identitet. Det ærgrer os, at hver eneste omtale af Stenvad starter med ”Der var engang”. Det kan vi ikke bruge til noget i dag. Vi er her nu. Stenvad har også sin tid nu og her.
Jeg har til dette indlæg fået hjælp (som jeg altid får, når jeg rækker ud her i byen) af mine landsbyfæller. Mange har budt ind med skønne beretninger om det levende liv i Stenvad anno 2021, Coronaen og alle dens dumme restriktioner til trods.
En by i menneskelig udvikling
Mange forbipasserende oplever Stenvad som en nedslået kulisse. En by, der engang var, men som ikke længere er. Forfaldne huse, som man aldrig kommer af med igen, hvis man skulle være så dum at investere i et. Elendig asfalt, skumle beboere og hidsige møgkøtere. Det er slet ikke sådan, vi ’Stenlændinge’ oplever det. Vi ser ikke afvikling. Vi ser og mærker en by i en helt særlig udvikling, mennesker imellem. Med denne beretning ønsker jeg at skrive Stenvads nye historie.
Responstid på to minutter
Vi er 271 indbyggere, og vi er hver især med til at give byen sit helt eget væsen. Det første, der springer i øjnene, er den instinktive lyst til at hjælpe hinanden. På vores fælles Facebookside har jeg skaffet alt fra børnepanodil, mel, kanel, kaniner, georginer og gravemaskiner til rabarber, sylteglas, hønsetråd og vinterstøvler. Stort set det hele har jeg fået gratis. Dertil kommer alt det, jeg har fået og givet henover hækken. Til gengæld har jeg har ofte stillet rester af fødselsdagskagemand og Corona-bagværk på trappestenene her og der.
Stenvad er en by, man hurtigt kommer ind i, hvis man vil. Ikke forstået som racerkørsel gennem byen; den problematik har vores dygtige borgerforening allerede ganske godt fat i. Men altså som i følelsen af at blive én i byen, at få et ansigt. Stenvad er en lille by med et stort hjerte. En lille by, der trods store forskelle i indkomst, uddannelse og familiesammensætninger har plads til alle.
Kultur i alle formater
Coronaen har sat en dæmper på alt, hvad vi kender. Det gælder i alle byer. Og dog har vi i Stenvad gjort en ihærdig indsats for at mødes, når det var muligt. Der er tænkt kreativt og nyt. Vi mødtes i silende regn i bålhytten til pandekager og fællessang. Vi oprettede et spillemandsorkester, der mødes og øver hver torsdag på Mosebruget – og når forsamlingsforbuddet tillader det, inviterer vi til hyggelig fællessang én søndag eftermiddag i måneden, hvor publikum også har optrådt i pausen! Ambitionen er, at vi skal afholde fællessang omkring vores smukke Stendysse, men det forudsætter tørvejr, og det var det småt med i sommeren ’20.
Da Grenå Gademusikerfestival måtte aflyses pga. Corona, blev arrangementet lagt ud i landsbyhaverne. Tre haver blev til én i Stenvad; vi rykkede sammen og havde en fantastisk dag i musikkens tegn – og selv musikerne havde svært ved at bryde op.
Også Skyttehuset gør en kæmpe forskel for byen. For det første har skydegale drenge og piger mulighed for at skyde med rigtige rifler hver torsdag aften fra 18.30-19.30, bueskytterne har tur om onsdagen, mens foreningsliv og gardernetværk trives i fælles interesse. For det andet arrangerer Skyttehuset tøndeslagning hvert år til fastelavn, hvor der er fint pyntet op og hjemmebag til alle. Skyttehuset har også tradition for at lægge matrikel og grillriste til, når vi fejrer Sankt Hans.
Vi er i god form – både fysisk og mentalt
På Stenvad Stadion blomstrer foreningslivet og kampgejsten, og klubbens unge spillere brugte ihærdigt Corona-lockdown’en i foråret 2020 til at give klubhus og ydre områder en ordentlig overhaling. Den ukuelige initiativrigdom er særligt kendetegnende for Stenvad. Vil vi noget, så gør vi noget! Et godt eksempel findes i en ombygget lade lidt ude af Horsemosevej. Her findes i dag en træningshal for en god håndfuld af byens ’Powerladies’. Træningsfællesskabet er et resultat af de sommeraftner, hvor et par kvinder opfordrede til at komme hen på græsplænen foran Biavlerforeningens Skolebigård for at brænde noget krudt af. Træningen har skabt både netværk og veninder.
Da byens bogskab skulle op, tog det ikke mange dage, før der var skaffet vitrineskab og bord fra to forskellige lader, som kunne hamres sammen til det møbel, der står på byens torv i dag. Igen var lokalbefolkningen deltagende og hurtige til at propfylde skabet med byttebare bøger. Bogskabet er nu tømt for vinteren, men til foråret vil nysgerrige læselystne igen ses foran skabet på Torvet, hvor der kan byttes vitaminer til hjernen.
Apropos Torvet. Borgerforeningen tog for et par år siden initiativ til at etablere denne ”byplads” på hjørnet af Elmestien. Infoskab blev sponsoreret, der blev sat nye bænke op, og i starten af december hjælper vi hinanden med at få juletræet på plads – og selvfølgelig drikke gløgg. Nogenlunde samtidig har Borgerforeningen tradition for at invitere børn og deres familier på juletur i landskabet, hvor Julemanden måske gemmer sig et sted på sin kane (eller i Stenvad-versionen: sin hestevogn).
Stenvad Kirke er også et lysende eksempel på byens handlekraft. Den blev rejst på borgernes eget initiativ, af borgernes egne penge og med borgernes egne næver, trillebøre og murerskeer. Hver onsdag går byens nyeste verdensborgere til babysalmesang i kirken – en kvalitetstime med ro og nærvær; et sted for hygge, fælleskab og nye venskaber.
Mosebruget er byens stolthed
Stenvad Mosebrug har sin helt egen, stolte historie. Men igen vil jeg undlade at kigge bagud. Det gavner os ikke at gentage, hvor godt alting var engang. For Mosebruget er stadig godt. Det er fortsat hér, hele byen mødes til fællesspisning; det er hér, de traditionsrige messer, lokalt arrangerede udstillinger og markeder finder sted, og det er hér, vi fejrer livets store fester. Det er hér, foreningen ’Mosefolket’ mødes og bidrager med mindre anlægsopgaver, reparationer mv. – ganske frivilligt.
Samtidig er Mosebruget stedet, der giver børnefamilier rammer at mødes i lørdag formiddag – vi klapper kaniner, bumler en tur af sted med Mosegrisen, og i Tørvecaféen kan vi drikke varm kakao med rigeligt flødeskum som på den bedste Aarhus-café. Mosebruget er på lokalt initiativ netop nu midt i en spændende proces, hvor der søges midler hos Realdania, Lokale og Anlægsfonden og andre fonde til en storstilet opgradering af stedet i tråd med borgernes egne ønsker og behov, så vi fremover vil kunne mødes omkring endnu flere interesser og faciliteter. Kommunen har allerede givet sit tilsagn om støtte.
Fortsat masser af aktivt erhvervsliv
Stenvad omtales altid i datid. ”Der var engang 50 butikker.” Men kigger man lidt efter, er der faktisk flere i dag! Der er hele 64 registrerede cvr-numre i byen, og i hvert fald 25 af dem er aktive erhvervsdrivende. Der er masser af forretningsliv i vores ”afviklede handelsby” – det er bare mindre synligt, end det var engang. Sådan er det med så meget. Byen har én fysisk butik tilbage, hvor du kan købe metervarer i kilometervis og få trykt og broderet alt, hvad hjertet begærer. Men byen byder også på kreative erhverv, mange forskellige konsulenter, masser af dygtige håndværkere og selvstændige folk inden for det landbrugsfaglige erhverv.
Skabertrang og nye traditioner
Stenvad er den lille by med store muligheder. For vi har om nogen forstået, at vil man have noget, så må man skabe det selv. Og det er vi heldigvis gode til – og glade for. Det er fællesskabet, snakken over hækken og lysten til at hjælpe hinanden, der driver os frem. Alle kender alle, og alle kender endnu flere, som sikkert også kan give en hånd med.
Der er planer om mere biodiversitet i byen: Biavlerne gør et stort stykke arbejde med indsamling og uddeling af vilde frø; der er planer om grønne rabatter, væksthuse – og på selvstændigt initiativ har en borger iværksat vandpleje langs Ørum å, hvor der foretages observationer til forbedring af vandløbsfaunaen.
I ”Huldremosesvinget” er der taget et helt særligt initiativ. Her er man begyndt at invitere naboerne omkring Ramten-søerne til solhvervsfest hhv. 21. juni og 21. december. Der bliver tændt bål i skoven, der er lidt at spise og ofte sang eller højtlæsning. Det er et herligt eksempel på, at vi vil hinanden, ser hinanden og har lyst til at mødes
Vi har dét, andre vil ha’
Vi er her nu. Tiden er vores. Og vi udlever den tendens og den drøm, der efterspørges på nationalt plan: Nærværet, fællesskabet og den entreprenante lyst til at skabe, mødes og hjælpes ad. Tænk sig, at vi har det hele. Lige her! I en by, som alt for længe har lidt under et blakket ry og en misforstået historie. Tak for jer, kære landsbyfæller – vi er faldet bedre til, end vi kunne noget andet sted! Mine skuldre sænkes, og hjerterytmen falder på plads, når jeg endelig passerer byskiltet efter en tur til Aarhus. Jeg glæder mig over at vide, hvem der bor hvor, og jeg kigger altid efter et venligt ansigt at vinke til.