I disse år er der en bevægelse, hvor mennesker vælger at flytte fra de store byer og ud på landet. Det kan der være mange gode grunde til. Nærheden til naturen, roen, de lave boligpriser. For nogen handler det også om at bo på nye måder. At finde nye fælles boformer og bofællesskaber. Og om at finde en mere bæredygtig måde at leve på.
Det emne vil Change Djursland i samarbejde med MIN Landsbyklynge og Landsbyfællesskabet Østdjurs gerne sætte fokus på i “Bæredygtighedsugen” uge 44 – og det sker med en samtalecafé på Stenvad Mosebrug den 30/10 kl. 15-17.30 under overskriften: “Boligfællesskabernes Djursland”.
Der er en historisk arv på Djursland når det kommer til bofællesskaber. Ved den sidste kollektivistiske bølge i 70erne var det i høj grad Djursland der var mål for drømmene om det gode og anderledes liv på landet. Den bosætning der skete dengang præger os stadig – og vi burde være oplagte til at kunne tage imod den næste bølge.
Men hvad mener vi egentlig med bofællesskaber – og hvordan kan de være gavnlige for lokalsamfundene? Det er et af emnerne på samtalecafeen, hvor det også vil blive drøftet, hvordan vi kan genoplive og udbrede fortællingen om bofælleskaberne på Djursland og hvad vi kan gøre for at hjælpe dem godt i gang. Hvad kræver det af os? Hvad kræver det af tilflytterne? Hvad kræver det af myndigheder, politikere, erhvervsliv og alle andre interessenter? For tilflytning handler om andet og mere end at finde en matrikel at slå sig ned på – det handler om at skabe grobund for tilværelser og vækst.
Mødet vil blive indledt af Kim Bisgaard fra Innovation Lab – og samtalerne vil blive styret af Frederik Svinth.
Grundet Corona er der desværre et begrænset deltagerantal, og du skal derfor huske at tilmelde dig på Change Djurslands hjemmeside (change-djursland.dk). Det koster ikke noget.
Lyt, bidrag og bliv klogere på moderne bofællesskaber og bæredygtig udvikling i landsbyerne. Vi ses den 30/10 kl. 15.