Glesborg skole får den bedste overbygning, man kan tænke sig

Dette er et debatindlæg – meningerne står for skribentens egen regning


Kære Norddjurs. Tak for i går. Jeg kunne ikke få en plads på parkeringspladsen. Jeg blev helt rørt.

Vi har valgt jer. Den hårde kerne sidder tilbage og hepper på folkeskolen. I kan regne med os. Og med udmeldingen i går, begynder vi også at tro på, at vi kan regne med jer.

Det er det faglige niveau i udskolingen, der er bekymringen. Hvor gør det mig glad at høre! Hvor gør det mig tryg. Det bekræfter mig i, at vi har valgt rigtigt, da vi valgte folkeskolen til. Det gør mig glad som forælder, som tilflytter og som akademiker.

For selvfølgelig skal vores store børn tilbydes undervisning på et fagligt højt niveau. Og selvfølgelig kan det lade sig gøre i Glesborg, også selvom skolen måske kun får ét spor. For folkeskolen kan arbejde sammen på kryds og tværs. Det har den gjort mange andre steder i landet. Folkeskolen er ikke en lukket lille ø.

På side 9 står bl.a.: ”Flere kommuner i Danmark har forsøgt at samkøre valgfag på tværs af kommunens skoler med hovedbegrundelse i at øge udbud af valgfag for derigennem at styrke motivation og interesser hos eleverne. I sidste ende for at profilere skolen og de muligheder den åbner for.”

Der henvises til to modeller, som benævnes hhv. ”Gentoftemodellen” og ”Hørsholmmodellerne”. De beskrives således:

Gentoftemodellen

I Gentofte kommune gennemføres valgfag på tværs af kommunens skoler på andet skoleår. Der udbydes og gennemføres omkring 80 halvårlige valgfag på tværs af kommunens skoler. På en fast ugedag transporterer kommunens 7. – 9. årgang sig rundt til de skoler, der huser det valgfag, som de har fået tildelt ud fra deres ønsker. Der bruges 1,5 årsværk i arbejdstimer på kommunalt plan til at udbyde og koordinere disse mange tilbud.

Hørsholmmodellerne

Hørsholm skolevæsen gennemførte i skoleåret 2015/16 et skoleår, hvor valgfagene på en af hver af de tre årgange (7. – 9. årgang) gik på tværs af kommunens fire skoler. Strukturen var tre årlige heluger fordelt over året med tre forskellige valgfag pr. elev og efter elevernes ønske/prioritering. Valgfagene fandt sted på en af de respektive skoler, hvortil eleverne transporterede sig.

Hvilke muligheder, det åbner for! Hvor bliver jeg begejstret på mit barns vegne!

Noget andet jeg bliver nødt til at kommentere på i forhold til udmeldingerne i går: Det blev sagt, at en uhyre høj procentdel af Midtens udskolingsbørn efter endt 9. klasse ikke går direkte videre til en ungdomsuddannelse. Mon nu det har noget med lærerne, fagligheden og faglokalerne at gøre? Jeg skal passe lidt på her, men kunne det også hænge sammen med befolkningssammensætningen? Har man tænkt på det? Kunne en ressourcestærk bosætning ændre det billede?

I forsvar for budgettet til specialundervisning blev det også påpeget, at udgifterne til støtte vokser i takt med klassetrinet. At mange, når de når 7., 8. og 9. klasse pludselig får svært ved at følge med. Mon denne sårbarhed bliver mindre af, at man rykker til en stor skole i Grenå? At man pludselig skal forhold sig til nye lærere, klassekammerater, omgivelser, strukturer og lang transporttid? Mon der er noget at spare ved at støtte dem lokalt? Mon man når at samle dem op og give dem tro på sig selv. Det tror jeg da.

For 20 år siden rejste jeg gennem Australiens Outback. Det var et møde med Flying Doctors og bittebittesmå skoler fordelt med 500 kilometers afstand. Dernede kunne de allerede dengang få det til at fungere. Covid19 har også tvunget os til at forholde os til fjernundervisning og e-læring.

Tænk sig at være et ungt menneske i Midten, som får lov til at blive lokalt på en skole, som udmærker sig ved at værne om sine nære værdier. De værdier, som kendetegner det gode, nære liv på landet. Og tænk sig at kunne vælge ”storbyen” til – at kunne få lidt af det hele. Hvilke nuancerede mennesker får vi ikke ud af det? Hvilken tro på, at livet på landet ikke er et liv, der skal fraflyttes ved først givne lejlighed.