Åbenhed, samarbejde, eksperimentering og legesyge. Det er nogen af de grundlæggende værdier for Livet i Midten. Og derfor er det jo helt logisk, at vi gør vores redaktionelle proces så åben som mulig. Fordi det her virkelig er et projekt for alle som bor i midten af Norddjurs kommune.
Vi tror heller ikke på, at der nødvendigvis kommer noget godt ud af at holde alt for mange møder. Hellere bruge tiden på at skrive artiklen fremfor at holde møde om, hvorvidt den skal skrives.
Facebook er (en del af) løsningen
Så vi har besluttet os for at flytte redaktionslokale ind på Facebook – og du er inviteret. Det foregår i en lukket Facebook-gruppe som du finder her: https://www.facebook.com/groups/454832895411119/ – og du er meget velkommen til at deltage. Faktisk kræver det kun tre ting:
- at du har en tilknytning til området dækket af Min Landsbyklynge i midten af Norddjurs
- at du vil bidrage konstruktivt
- at du har lyst til at være med til at fortælle vores historier om livet i midten
Du skal forstå “bidrage” i den bredest mulige form. Det kan f.eks. være:
- at du har lyst til at skrive en eller flere artikler
- at du har ideer til artikler, men måske ikke selv kan skrive dem
- at du kan bidrage med fotografi eller video
- at du kender nogen eller noget vi bare SKAL fortælle historien om
- at du har lyst til at lave radioreportager til en kommende podcast
- at du vil bidrage med en vittighedstegning
- at du bare har lyst til at være med, men ikke endnu ved hvad du skal bidrage med
Så søg om optagelse i gruppen. Den eneste grund til at den er lukket er, at vi jo ikke skal spoile vores historier på Facebook for alle dem der ikke er med i gruppen.